Del på Google+:

Tips og idéer til hurtige retter og snacks med Kikkoman

Sojasauce er et sandt multitalent – det kan enhver fan af Kikkoman skrive under på, for med lidt sojasauce kan man tilberede mange lækre snacks i en håndevending. Vi har samlet et par gode idéer til dig her. Prøv dem, du vil elske dem!

Men du kan naturligvis også lade din egen fantasi få frit spil – og du er meget velkommen til at maile os dine forslag. 

Morgenæg med Kikkoman sojasauce

Hvad krydrer du dit morgenæg med? Prøv at bruge sojasauce i stedet for! Med et par dråber sojasauce bliver et blødkogt æg en ny og endnu bedre smagsoplevelse. På samme måde kan du give både spejlæg og røræg et ekstra lækkert pift ved at tilsætte lidt sojasauce ca. et minut, før æggene tages af panden.

Nødder og kerner kogt af med sojasauce

Rist en portion græskarkerner, solsikkekerner, mandler eller valnødder på en pande, og kog derefter panden af med sojasauce, idet du ganske enkelt tilsætter 3-4 spiseskefulde sojasauce til de ristede kerner eller nødder. For en endnu bedre smagsoplevelse kan du også tilsætte lidt honning, så kernerne og nødderne karamelliserer. De sødlige nødder og kerner er superlækre som sprød topping på salater og supper og desuden velegnede som snack.

Guacamole à la Kikkoman

Avocadocreme er hurtigt lavet og smager utroligt lækkert. Skær en avocado i halve, fjern stenen, og skrab frugtkødet ud af de to halvdele med en lille gaffel. Kom avocadoen i en skål. Tilsæt skalotteløg, hvidløg, peber og en god sjat sojasauce, og rør det hele sammen til en dip. Kom også lidt citronsaft i, da avocadocremen ellers hurtigt begynder at blive brunlig. Du kan også tilsætte lidt chili, hvis dippen gerne må være stærk. Avocadocremen er særdeles velegnet som tilbehør til grillmad eller pandestegte retter, men den er også et kulinarisk highlight som smørepålæg eller som dip til grøntsager.

Tunfiskeflutes med sojasauce-flavour

Tunfisk smager fantastisk på lyst brød, hvad enten du foretrækker flutes eller ciabatta. For en endnu bedre smagsoplevelse kan tunfisk på dåse nemt piftes op med et par små hakkede løg eller skalotteløg og en ordentlig sjat sojasauce. Læg et salatblad og et par skiver agurk på brødet, før du kommer tunfisken på, så har du fremtryllet en sund og lækker snack i en håndevending!

Grøntsagsstænger med sojasaucedip

Hvad enten det er gulerødder, agurker eller peberfrugter – råkost smager bedst med dip til! Selv børn bliver vilde med rå grøntsager, hvis de får lov til at dippe dem i en lille skål med sojasauce.

Alternativt kan du lave en dip af lige dele mayonnaise og yoghurt naturel iblandet ristede sesamfrø og sojasauce.

Shake it – med Kikkoman

Også et hit: shakes med sojasauce! Det fungerer naturligvis ikke med mange af de søde milkshakes, men til gengæld passer sojasauce fantastisk til grøntsagsshakes. For eksempel giver sojasauce en ananas-kinaradise-shake en dejlig fyldig smag. Opskrift til 4 personer: Skær ca. 300 g frugtkød fra en moden ananas i mindre stykker, blend det med 100 ml danskvand, og stil saften på køl. Skræl 150 g kinaradise, og skær den i mindre stykker. Blend kinaradisen med 100 ml danskvand, og lad blandingen dryppe af i en fin si. Bland ananassaften og kinaradisepuréen sammen, hæld shaken i glas, og dryp lidt sojasauce ovenpå. Serveres iskoldt.

En sjat sojasauce i kogevandet

Uanset, om du koger kartofler, pasta, bønner eller asparges, er det en god idé at komme en god sjat sojasauce i vandet, for på den måde får ingredienserne allerede en lækker fyldig smag, mens de koger. En yderligere fordel er, at du ikke behøver at tilsætte salt. Det gælder naturligvis ikke kun kogevand – en spiseskefuld sojasauce kan nemlig også gøre underværker ved dampkogning.

Et ekstra pift til salatdressinger

Ved at erstatte salt (delvist) med Kikkoman sojasauce kan du give dine salatdressinger et ekstra lækkert pift og samtidig fremhæve de forskellige krydderier og krydderurters egen smag.