Del på Google+:

Europas traditionelle juleretter

En af de hyggeligste juletraditioner er at spise sammen med familien og vennerne. Kikkoman har samlet nogle opskrifter på typiske juleretter fra en række forskellige lande i Europa, som du kan lade dig inspirere af, når du skal sammensætte årets julemenu.

Et lille ekstra tip, så smagen bliver helt i top: Hvad enten det er fisk, kød, fjerkræ, grøntsager, suppe eller desserter, Kikkoman sojasauce giver alle dine juleretter et lækkert UMAMI-pift og en kraftig og fyldig smag. Et par stænk er nok til at gøre din julemenu til en enestående smagsoplevelse.

Østrig

I Østrig er der regionale forskelle på, hvad man traditionelt spiser til jul. I mange områder serveres der karpe, men også julegås er meget udbredt. Desuden byder den østrigske julemenu ofte på regionale supper som fx kartoffelsuppe eller "pølsesuppe", der – som navnet antyder – indeholder hjemmelavede pølser samt pasta og grøntsager. Mange steder kommer der også kolde retter som for eksempel roastbeef, gåselever, røget laks, fiskefileter og alt godt fra havet med salat og dip som tilbehør på julebordet. Og lige som i Schweiz er både kødfondue og ostefondue også blevet mere og mere populært til jul blandt østrigerne.

Danmark

I Danmark er der faste traditioner for, hvad der kommer på bordet til jul. Over 90 procent af danskerne spiser andesteg med svesker og æbler eller flæskesteg med sprød svær. Dertil serveres som regel både hvide og brunede kartofler samt rødkål og selvfølgelig en god brun sovs. Traditionen tro består desserten af risalamande med mandler og kirsebærsauce.

Frankrig

I Frankrig er der tradition for et stort festmåltid den 24. december med foie gras, altså gåselever, østers og andet  godt fra havet til forret, kapun med kastanjer til hovedret og "bûche de noël" til dessert. Kapun er en kastreret og opfedet hane, hvis kød anses for at være ekstra fint og mørt. Desserten "bûche de noël" er en roulade af sukkerbrødsdej, som efter smag og behag fyldes med eksempelvis chokolade eller frugt og pyntes, så den ligner et stykke træ. Billedet til venstre viser, hvordan julerouladen ser ud.

Tyskland

I nogle dele af Tyskland er der tradition for at spise andesteg eller gåsesteg til juleaften, mens der i andre regioner serveres karpe, ørred eller ganske enkelt pølser og kartoffelsalat. Desuden er raclette i alle variationer meget populært blandt tyskerne.

Storbritannien

I England har det været på mode at servere kalkun til jul, lige siden kong Edward VII indførte det i 1800-tallet. Hos tre fjerdedele af englænderne består julemiddagen af kalkun med forskelligt tilbehør, typisk brasede kartofler og pastinakker (hvide rodfrugter), gulerødder, rosenkål og masser af sauce. Kalkunstegen tilberedes som regel med fyld og serveres med tyttebærsauce eller brødsauce. "Pigs in blankets" – små pølser i svøb i form af sprød bacon – er også populære som tilbehør. Kødlevninger bruges i juledagene til sandwich eller en varm karryret, eller de spises med agurker til.

Italien

Som typisk middelhavsland har Italien tradition for at diske op med udsøgte fiskeretter juleaften. Dagen efter er menuen lidt mere rustik; i det nordlige Italien står den ofte på ravioli med kødfyld, mens der som regel serveres lam i den sydlige del af landet. En undtagelse er Napoli, hvor man traditionelt spiser ål første juledag.

Polen

I Polen sætter man altid en ekstra kuvert på julebordet, så der er plads til uventet gæst. Julemaden består typisk af karpe paneret i mel, sild i olie med løg eller den klassiske gryderet "bigos", der ud over kål blandt andet også indeholder tørrede svampe, smør og fløde. I mange familier spises der også rødbedesuppe juleaften, den såkaldte borsjtj, som serveres med små svampeboller, eller pirogger med surkåls- eller svampefyld (pierogi). Den klassiske dessert er birkeskage.

Rusland

En af de traditionelle jule- og nytårsretter i Rusland er oliviersalat. Salaten består af kartofler, syltede dildagurker, æg, gulerødder og kogt oksekød, hønsekød eller hakket kød, som peppes op med en god portion mayonnaise. En anden populær ret er "sild i pelsfrakke", en salat med forskellige lag af marineret sild skåret i tern og revne kogte grøntsager såsom kartofler, gulerødder eller rødbede. Sidstnævnte giver salaten dens karakteristiske rødlilla farve. I mange regioner er der også tradition for at spise "kholodets", en russisk sylte med svinekød i gelé, som er lavet af skyen fra kødet.

Spanien

Spanien har mange forskellige julemadstraditioner, men fyldt kalkun er nok den mest udbredte. I gamle dage blev kalkunen solgt levende på markedet. Man købte den med hjem og holdt den som husdyr indtil jul, hvor den så kom på bordet som familiens julemiddag. Til dessert serveres "turrón", en klassiker af æg, mandler, honning og sukker, der minder om hvid nougat og nærmest er obligatorisk på det traditionelle spanske julebord.

Schweiz

I Schweiz er der ingen typisk juleret. Traditionelt består juletiden af adventstiden, hvor der fastes, og festtiden, hvor der igen må spises. Kulinarisk set betyder det, at man efter en periode på 40 magre og kødfrie dage endelig må spise kød igen, således at menuen som regel står på kødretter, der varierer fra egn til egn. Derudover er den såkaldte "fondue chinoise", kinesisk kødfondue, en af de mest populære retter til jul.